Min vej til rygestop

Det tog mig tre forsøg at blive permanent røgfri.

Og jeg ved, at jeg ikke kommer til at falde i igen. For jeg har ikke brug for smøgerne længere.

Sådan stoppede jeg med at ryge

Det tog mig tre forsøg at fuldstændigt stoppe med at ryge. Med hver gang var lærerigt og brugbart. Første gang var meget fysisk. Anden gang meget psykisk og følelsesmæssigt og tredje gang kan man sige var et spirituelt rygestop.

Hvis du ønsker hjælp til dit rygestop kan du kontakte mig, læse om hvad hjælp jeg tilbyder, og få nogle tips og tricks til dit rygestop.

Rygestop er en rejse

Her deler jeg min vej til at blive røgfri. En personlig forståelses- og udviklings-rejse, der tog mig adskillige år.

Jeg har været røgfri siden 1. april 2016 og ud over den første uge uden smøger, har jeg ikke haft det svært ved at forblive røgfri. Afhængigheden er brudt på det fysiske og psykiske plan.

Første forsøg

Den fysiske forhindring

Det var slet ikke planlagt eller ønsket, at jeg skulle stoppe med at ryge. Jeg var måske oppe på lige under en pakke om dagen og havde det egenligt fint som ryger. Livet ville det dog anderledes.

Jeg var lige flyttet til Frankrig da jeg opdagede at jeg var gravid. Jeg kunne ikke sproget og var kun i gang med at lære det. Graviditeten gjorde motiverede mig – delvist i al fald, til at stoppe med at ryge. Det gik ikke så godt. Og den endelige motivation kom kun, da jeg begyndte at lyve overfor min kæreste omkring, hvor meget jeg røg.

Dovenskaben længe leve

Kombination af hormoner på grund af graviditeten og sprogvanskligeheder gjorde, at det var meget udfordrende at selv købte mine smøger. Samtidig havde jeg en 15-20 minutter på gåben til den nærmeste kiosk, hvor jeg kunne købe tobak.

Dovenskab, graviditetstræthed, samt nogle fysiske og sproglige forhindringer hjalp mig faktisk til at stoppe med at ryge. Det at det var besværligt at få fat i smøger. Sådan nogle helt lavpraktiske besværligheder blev udslagsgivende for, at jeg stoppede med at ryge.

Nogle år senere da jeg havde en veninde som festrøg begyndte jeg også at festryge. En dag havde vi været ude sammen og hun gav mig resten af pakken. Så begyndte jeg at ryge igen på daglig basis.

Pia før rygestop
Pia i 2009

Anden gang

Det psykiske rygestop

Da jeg stoppede med at ryge anden gang, analyserede jeg hver eneste cigaret, jeg tændte over en længere periode. Hvad jeg lærte om mig selv og min rygning, var meget interessant.

Jeg tændte en cigaret af mange forskellige årsager, afhængigt af situationen, og hvor jeg lige stod. 

Der var et fysisk aspekt, afhængigheden, vaner, fysiske behov og mentale behov. Det kunne være noget så simpelt som at være sulten, men ikke have noget at spise. Og så tog jeg en smøg.

Det mest interessante og oplysende var at kigge på mine følelser og hvilke følelsesmæssige behov jeg have. Der var rigtigt meget på spil når jeg trængte til en smøg.

selvransagelsens indsigter

Rygningen var en krykke for mig. En coping-mekanisme når tingene blev svære, eller gjorde for ondt. Når jeg følte mig ensom, trist, overvældet, sorgful, deprimeret eller hvad det nu var.

Fysisk og mentalt

  • Jeg havde brug for en pause
  • Jeg trængte til ny inspiration
  • Jeg tænkte over løsninger til et problem
  • Jeg trængte til en belønning
  • Jeg var træt
  • Jeg var sulten
  • Jeg var tørstig
  • Jeg følte mig stresset
  • Jeg trængte til at komme ud i den friske luft
  • Jeg trængte til at komme væk fra en situation
  • Det var en vane, som fx. efter at have spist

Psykisk og følelsesmæssigt

  • Jeg trængte til et knus
  • Jeg følte mig ensom
  • Jeg var trist
  • Jeg savnede intimitet
  • Jeg var ked af det
  • Jeg savnede en person
  • Jeg var nervøs
  • Jeg var bange
  • Jeg savnede sex
  • Jeg følte mig alene i verden
  • Jeg følte mig ubrugelig
  • Jeg følte mig uønsket

Ved at se på listerne blev det tydeligt for mig, at min afhængighed primært var en psykisk afhængighed. En strategi jeg brugte for at være i livet.

Ved at kigge på grunden til lysten, fik jeg indsigt i, hvad jeg kunne gøre for at få dækket de behov, som cigaretterne erstattede.

Med viden og forståelse blev det lettere at håndtere rygetrangen når den dukkede op. I stedet kunne jeg tilfredstille det behov jeg havde på anden måde, eller finde andre vaner og måder at få det jeg havde brug for.

Jeg havde stadig brug for krykken

Jeg faldt dog i igen, for jeg var ikke 100% klar til at stoppe. Jeg havde “lovet” mig selv, at jeg kunne bare starte igen, hvis det var. Det var en strategi jeg brugte for at overbevise mig selv om at blive røgfri.

Jeg faldt også i efter et års tid eller sådan… Denne gang dog med tobak uden tilsætningsstoffer, og i løbet af den årrække kom jeg ned på en 5-7 smøger om dagen.

Tredje gang er lykkens gang

Den dybe forståelse

I marts 2016 startede jeg Medicine Path Program hos Stone Medicine i USA. I løbet af det første modul blev jeg en del af en gruppe og et fællesskab der rakte ud over det fysiske. En af de behandlinger vi lærte var ceremonien Rainbath, som blandt andet bruger æteriske olier. Rainbath hjælper en til at give slip på det gamle så noget nyt kan spire frem, mens du er støttet og hjulpet på vej.

På vej hjem fra kursus den dag følte jeg slet ikke et behov for en smøg. Der gik en time eller to efter undervisningen var slut, før jeg tog en første smøg. Og den smagte ad Pommern til. Dette blev startskuddet til det endelige rygestop.

I forbindelse med modulet havde vi som hjemmeopgave en udfordring. I syv dage skulle vi gøre ting bevidst anderledes eller bagvendt. For at hjælpe os igennem de 7 dage, som kan være meget udfordrende når tankeløse vaner bliver udfordret, havde vi en partner som var der for os. Hver dag ville partneren sidde og bede for en og vi ville kommunikere dagligt.

Det var gået op for mig i løbet af min tid i USA, at jeg ikke længere havde brug for den krykke som rygningen var for mig. Fællesskabet, ceremonierne, the Medicine og alle de kræfter som var med os hjalp mig med at mærke den indsigt dybt i min sjæl. Jeg var simpelthen vokset fra det psykiske behov. Det var gået op for mig, at det at ryge alligevel ikke ville ændre noget som helst, så der var ingen grund til at gøre det.

Rygestoppet begynder med støtte og ceremoni

Som min udfordring valgte jeg at stoppe med at ryge, at drikke grøn te om morgenen og nogle andre småting. Min udfordring startede mandag d. 1 april. De første adskillige dage gik jeg rundt som i en tåge. Det var skrækkeligt.

Det var en kold tyrker både fysisk og psykisk. Jeg havde små ceremonier jeg gjorde dagligt, jeg skrev i min dagbog og jeg skrev med min makker. Det var en dybt ubehagelig renselse. Og uden min makker, samt støtte og forståelse fra dem hjemme, ville det have været meget svært at gennemføre.

På femte eller sjette dagen lettede tågerne endeligt og jeg var igennem det værste. Den fysiske afhængighed var ude af systemet. Den psykiske renset ud og fra da af var det ikke svært at modstå fristelsen. Hver eneste gang jeg fik trangen, så kunne jeg bare tænke på, at det ikke ville ændre noget alligevel, og så forsvandt den.

Rainbath
Pia modtager Rainbath 2016

Jeg er stadig røgfri

Jeg har ikke røget siden april 2016, ud over et par hiv til en fest til en våd julefrokost for et par år siden. Lysten er der ikke. Behovet er der ikke. Det er et overstået kapitel i mit liv. For hver måned der gik tænkte jeg mindre og mindre på rygning. I år, 8 år efter, glemte jeg nærmest at fejre dagen. Jeg kan være omkring rygere uden at dømme dem, eller føle at de er forkerte. Der er ikke noget behov for at prædike og jeg synes selv, at jeg har et meget afslappet forhold til det hele.

Derfor vil jeg gerne hjælpe andre til at blive røgfri. Den erfaring og de redskaber jeg har fået på min rejse skal ud til de som kan have gavn af det. Ud hvor det kan hjælpe andre med deres rygestop.

Tøv endelig ikke med at kontakte mig, hvis du gerne vil have min hjælp.